Novelle af
Bo Nøddeskov
- Omslag af Ethem Erdogan -
En Novelle: 10 metrostop
> Download Book04.pdf
Lyset brænder pludselig igennem mørket. Selv bag øjenlågene når det frem. I nogle få sekunder har han glemt, hvor han er. Men lyset vækker med et sæt panikken i ham. Han slår øjnene op og må skærme dem med hænderne for at prøve at orientere sig. Han er i et nyt rum. Lyset kommer fra væggene, der samler sig ovalt om ham. Han løber hen og føler efter en dør, men den glaslignende facade afslører ingen riller eller kanter. Han bakker langsomt ind mod midten, men væggene afslører ingen svagheder. Silje. Hvor er Silje? Han prøver at råbe hendes navn, først stille, så højere.
”Silje. Silje!”
De har taget hende. Han er den sidste tilbage. De har taget dem alle sammen nu. Tårerne presser sig på, han falder på knæ og gemmer ansigtet. Men så slår tanken ham. Hvad hvis det ikke er Silje, de har taget, men ham? Er det her, alle de andre er blevet taget hen? Er det blevet hans tur? Åh gud, det er blevet hans tur. Hvad end de har gjort med alle de andre, så er det blevet hans tur. Han får pludselig følelsen af, at nogen iagttager ham fra den anden side af glasvæggen. Står de mon der og ser på ham? Magtesløsheden presser vreden frem.
”Hvad er det, I vil! Kan I ikke bare lade os være! Hvorfor gør I det her. Hvem helvede er I! Vil I ikke nok lade mig og Silje gå?”
Som så mange gange før er der intet svar. Hans hænder dirrer, han knytter dem og farer mod glasset med al sin kraft. Han banker og sparker, men glasset giver sig ikke en tomme. Et billede dukker pludselig op på væggen. Chokket får ham til at falde bagover, og han slår hovedet mod gulvet.
Smerten banker fra hans baghoved, men han prøver alligevel at fokusere på væggen. Billedet er en videooptagelse fra et af de tidligere rum. Der var de syv tilbage. Han genkender sig selv sovende på gulvet. Ved hans side sidder Søren og Frederik, de hvisker så stille, at han ikke kan høre, hvad de siger. Da han vågner og vender sig, siger de begge godmorgen. Så stopper klippet, skifter til et nærbillede af Søren og spiller igen. Et nyt billede tænder ved siden af det første, det spiller et klip fra længere tilbage, fra før de tog Christina. Hun siger godmorgen til Frederik, klippet stopper og spiller igen. Der dukker et klip mere op og et mere, Søren, Frederik, Christina, Thomas, Claus og Silje.
”Godmorgen. Godmorgen. Godmorgen. Godmorgen …”
Så slukker de alle sammen og efterlader kun væggens simrende lys. Han ser sig søgende omkring og prøver usikkert at svare.
”Godmorgen?”
Et nyt billede toner frem på væggen. Denne gang er de tolv tilbage. De sidder i en ring i et af de tidligere rum, ingen er forsvundet i flere uger. De har siddet og talt om, hvor de kommer fra, hvad de lavede, før alt det her skete, og hvor de mener, de var, da de blev taget. De fleste var på Mars, nogle var på vej til Jorden, andre kan ikke huske det. Stemningen er lidt nervøs, og flere joker for at løsne den, eller måske er det en forsvarsmekanisme for at tæmme frygten. Noget Frederik siger, får dem alle sammen til at bryde ud i en næsten overdreven latter, det er lige før, de ikke kan stoppe. Et splitsekund glemmer han, at de alle sammen er væk, og et spinkelt, næsten hviskende, grin breder sig fra hans mund. Så stopper klippet og spreder tolv nærbilleder ud på væggen, et af dem hver, idet de smiler. Han ser sig lidt om, usikker på hvor han skal henvende sig.
”Jeg forstår ikke. Hvad betyder det?”
Billederne bliver hængende på væggen. Sådan har de ikke henvendt sig til dem før.
”Vi griner. Er det det, I vil vide? Det hedder glæde. Det er svært at forklare. Det er en følelse, man ikke kan styre, en, der varmer kroppen, en, man bliver afhængig af. Forstår I?”
Et øjeblik får det ham til at føle sig dum, det hele virker uvirkeligt eller bare nytteløst. Hvad forskel gør det, om de forstår, hvad han mener. Så kommer der et nyt klip frem på glasset. Det er Christina, og hun er alene. Hun sidder i et hjørne, i et rum han ikke har set før. Hun græder. Først er det en stille hulken, som hun gemmer i sit ærme, så tager den til og bliver kraftigere. Til sidst græder hun uhæmmet og kigger kort op, så man kan se de hævede, røde øjne og tårerne løbe ned over hendes kinder. Så fryser billedet fast. Synet af hendes forgrædte ansigt frembringer en trykkende fornemmelse i hans bryst, og hans øjne fyldes med tårer. Han rejser sig og rører ømt ved billedet.
”Hun er ked af det, og hun er bange. Meget bange. Hun er bange for jer, hun er bange for, hvad I vil gøre. Hun tror vel, hun skal dø. Er hun død? Hvad har I gjort med alle dem, I har taget? Hvad er det, vi skal her?”
Han synker vreden lidt, den hjælper alligevel ikke noget.
”Jeg kunne godt bruge noget vand.”
Der er ingen respons. Klippet starter forfra og fryses fast samme sted. Igen er han lidt i tvivl om, hvor han skal henvende sig.
”Vi græder, når vi er kede af det eller fortvivlede. Vi bliver kede af det, når vi mister noget, eller når vi er bange for at miste noget. Vi bliver fortvivlede, når tingene ikke ender, som vi havde forestillet os. Nogle gange græder vi bare, fordi tingene overvælder os, både hvis det er dårligt, men også hvis det er godt. Vi vil gøre alt for ikke at bruge vores liv på at græde og næsten alt, for at dem vi holder af ikke skal græde.”
Han bliver afbrudt af et nyt klip. De er seks tilbage. Det er ham og Silje. De sidder op ad en væg en sen aften, de troede, de andre sov. De talte om deres familier, om bøger de havde læst, om alt andet, end at de er blevet bortført og ikke ved, hvor mange de er tilbage, når de vågner. Hun har lagt sig ind til hans skulder, og han har lagt armen beskyttende om hende. Sådan sidder de og taler, indtil hun med ét ser op på ham, hun fastholder hans blik med sine dybe, grønne øjne i nogle få sekunder, før hun presser sine læber mod hans. Han lukker øjnene og kan næsten mærke hendes varme læber på sine igen. Da han åbner dem igen, er billedet væk.
”Vi er forelskede. Nogen siger, det er noget kemisk i vores kroppe, der skal sikre, vi formerer os. Men folk bliver også forelskede i nogen, de ikke kan formere sig med. Vi er dem, der mener, at det at elske nogen er noget af det største, man kan opnå i livet. Især hvis det bliver gengældt. Jeg havde ikke mødt Silje, hvis ikke I havde taget os hertil. Den nat vi kyssede første gang og faldt i søvn i hinandens arme, er nok det lykkeligste, jeg har været i hele mit liv. I hvert fald indtil vi vågnede, og I havde taget Søren, og det gik op for mig, at vi skulle dø her.”
Væggen blinker kort, og så starter et nyt klip. Lyden er høj og forskrækker ham. Det er Silje, og de gør noget ved hende. Hun skriger og græder. Hun tigger og beder dem om at holde op. Hun vrider og vender sig på gulvet i smerter. Hun skriger hans navn igen og igen, højere og højere.
”Anders! Hjælp mig, Anders! Vil I ikke godt lade være! Stop. Stop nu. Anders, hjælp mig! Hvor er du! Ikke mere, vil I ikke nok. Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere. Anders, hvor er du! Jeg vil hjem, jeg kan ikke mere.”
Hans bryst bobler af raseri, hans øjne løber i vand, og hele hans krop dirrer. Han kaster sig mod væggen, han skriger og slår.
”Stop det! Lad hende være! Jeg slår jer alle sammen ihjel! Stop det nu! I er jo sindssyge, hvem fanden tror I, I er! Jeg sværger, jeg slår jer alle sammen ihjel!”
Klippet fortsætter. Silje kan ikke sige mere, hun vrider sig blot fortsat i smerte og skriger og græder uhæmmet. Han slår, alt hvad han kan. Han hamrer sine knoer mod glasset, hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere. Hans knoer brækker, og blodet begynder at farve det hvide glas. Han bliver træt og falder langsomt sammen, imens han fortsat slår på ruden.
”Vil I ikke godt stoppe! Lad hende være, jeg vil gøre alt, hvad I beder om. I må bare ikke røre hende mere. Jeg beder jer af hele mit hjerte, vil I godt lade os være!”
Han begynder at græde, han ved ikke, hvor det kommer fra, men det vil ikke stoppe, det strømmer bare ukontrolleret ud af ham. Intet kan beskrive, hvad han ville være parat til at gøre, hvilke ofre, han ville være beredt på at give, hvis bare han kunne holde om Silje igen. Hvad han ikke ville gøre for at beskytte hende, som han lovede hende. Klippet slukker, og der bliver skræmmende stille.
Han kravler ind mod midten af rummet og sætter sig. Han vender og drejer sine blodige hænder og prøver at tørre noget af det af i tøjet. De er meget ømme, og han ender med bare at holde dem forsigtigt ind til kroppen. Med ét tændes der billeder hele vejen omkring ham. De viser klip af Mars, Jorden og Månen. De skifter til at vise klip af mennesker, dyr og ting, vi har bygget. Han genkender flere af klippene fra film og serier. Klip af mennesker, der slås, mennesker, der har sex, mennesker, der bygger ting eller spiller musik.
Billederne begynder at skifte langsommere. Nogle af dem begynder at vise menneskelige legemsdele. Hænder, fødder, ben, næser, ører eller øjne. Et enkelt begynder at vise et klip af en afskåret hånd. Noget med lange, spinkle fingre rører ved hånden og får fingrene til at bevæge sig. Et andet billede viser et klip med et sæt lunger, der bliver pustet op. Et tredje klip viser en brystkasse, der er skåret op, og organerne er farvet i lilla nuancer. Fokusset går lidt højere op, og han genkender ansigtet. Frederik! Det er Frederik! Åh gud, de har slået ham ihjel. Klippene af afskårne lemmer og indre organer bliver flere og flere. Han genkender dem, og farten på klippene bliver hurtigere og hurtigere.
”Stop det! Jeg vil ikke se mere! Vil I ikke godt stoppe. Lad mig gå. Vil ikke nok lade mig gå?”
Han falder grædende sammen på gulvet. Trækker benene op under brystet, holder hænderne for ørerne og lukker øjnene. Han må have ligget og grædt i timer, men må til sidst være faldet i søvn. Han vågner, da sulten stikker som nåle i hans mave. Det må være mere end en dag siden, de sidst gav ham mad. En halv meter fra hans hoved står en vaselignende ting med vand. Han kravler over og når at tømme den halvt, før han lægger mærke til smerten i sine hænder. Han er udmattet, men han lever stadig. Han er nødt til at finde ud af, hvad de har gjort med Silje. Hvis hun lever, må han få hende ud herfra.
Et sted på væggen toner en blå cirkel frem, med cirklen kommer en klar tone. Så tænder en cirkel mere, og en lavere tone følger den første. Et stykke af væggen trækkes tilbage og går til side. Ind træder et to meter højt væsen. Det er iført en gul, tætsiddende dragt, dets hud er mørk, næsten sort. Ansigtet er som kroppen, langt og smalt, og har ingen videre muskulatur, undtagen omkring øjnene. Øjnene er små, klare, blå smaragder og ser ikke ud til at have øjenlåg. Det læner hovedet lidt til den ene side og betragter ham nøje et øjeblik, så træder det til side for at gøre plads for en anden. Der er ikke den store forskel på de to, det ny væsen har en lilla dragt på, og øjnene er grønne og ikke blå.
Han rejser sig op og tager forskrækket et par skridt tilbage.
Væsnet i den lilla dragt holder sine hænder op i vejret. Det har fire lange fingre på hver hånd, som alle ender i en insektlignende spids. På væggen bag væsnet toner der billeder frem af både Frederik og Søren, der holder deres hænder op for at beskytte sig selv mod noget. Det kan vel misforstås som underkastelse. Et nyt klip spiller på væggen. Det viser billeder fra nogle af de første dage. Det viser, hvordan de giver hinanden hånden og siger deres navn. Væsnet rækker sin ene hånd frem i en lignende gestus og nynner noget kort. Han prøver at læse udtrykket i dets øjne, men han bliver ikke klogere. Hans hjerte hamrer løs i brystet, da han nærmer sig væsnet og lægger sin hånd mellem dets fingre.
”Anders. Jeg hedder Anders.”
Væsnet slipper hans hånd og peger mod væggen. Et klip med Søren spiller. Søren er hoppet på en af dem, han slår løs i ren sindssyge. Han lægger ikke mærke til en anden i gul dragt, der sniger sig op bag ham og brækker hans nakke uden at anstrenge sig. Klippet stopper, og det peger hen på det første væsen ved døren. Nu er væsnet i den gule dragts øjne nemme at læse. Han prøver at nikke i accept.
”Silje? Er hun okay? Silje, forstår du, hvad jeg mener? Silje?”
Væsnet i den lilla dragt nynner noget nyt, og et klip med Silje starter på væggen. Hun sidder i et noget mindre værelse og spiser noget, der minder om frugt. Hun ser ud til at være okay, og han føler en lettelse sprede sig i kroppen, men hans hjerte hopper også et enkelt slag over ved det bare syn af hende. Nu skal han bare finde ud af, hvordan han får dem begge ud herfra. Væsnet peger igen mod væggen, hvor et billede af nogle våben toner frem og så flere klip fra film og serier, hvor nogen bruger dem arrigt.
”Det er våben. Forstår du våben? Vi bruger dem, når vi er vrede. Som da Søren overfaldt din ven. Der ville han have brugt et våben, hvis han havde haft et.”
Væsnet strammer musklerne om øjnene, men har ellers ingen reaktioner på det, han siger. De viser ham et nyt billede. En familie i en eller anden reklame, de ser meget lykkelige ud. Derefter viser de bare forskellige billeder af babyer samt noget fra en film, hvor en kvinde føder. Han er ikke sikker på, hvad de vil have, han skal sige, eller hvor meget af det, han siger, de forstår.
”Jeg har ikke fået børn. Ikke endnu. Men min far har altid fortalt, at før han fik min søster og mig, var han ikke sikker på, hvad det hele skulle til for, hvorfor vi er her. Men det øjeblik, han blev far, forstod han, hvad meningen med det hele er. Nogen siger, at det at blive forældre er at lære at elske betingelsesløst. Forstår du det ord? At elske? Jeg elsker Silje. Af hele mit hjerte.”
Det næste klip er af Frederik. Han står i en lille celle og skriger så højt, han kan. Klippet stopper og spiller en bestemt bid af det, han siger, igen og igen.
”Hvem er I?! Hvem helvede er I! Hvad er det I vil?! Lad os gå! Jeg sværger ved gud, jeg vil slå jer ihjel, hvis I ikke lader os gå!”
”Hvem er I? Hvem er I? Hvem er I?”
Klippet stopper, og der er helt stille. Han ved ikke helt, om han forstår. Han er ikke sikker på, om de helt forstår, hvad der bliver sagt.
”I vil vide, hvem vi er? I vil vide, hvem vi er, og I mente, at den bedste måde at gøre det på var at kidnappe os og skære os i småstykker?! I er jo sindssyge. Hvad med at forklare mig, hvem helvede I er?”
Væsnet med de grønne øjne har ingen reaktion på det, han siger.
”Vi kalder os mennesker. Nogen mener, vi er her ved et rent tilfælde. Andre mener, vi er skabt af Gud og blev sat på Jorden for mange tusind år siden. Vi er en intelligent art, og hvis I ikke tvinger os til andet, er vi fredelige. Det er vi i hvert fald blevet.”
Væsnet går over til væggen og tegner tre tegn på glasset. GUD.
”Hvis man tror på det, så skabte Gud os i sit eget billede. Men først skabte han Jorden og alt omkring den.”
Et billede af Jorden kommer frem på væggen, og væsnet peger på det. Han kan klart se noget forandre sig i dets udtryk ved synet af billedet.
”Ja, Jorden. Nogen mener, den er skabt af følgerne af en stor eksplosion. Andre vil så sige, at det var Gud, der skabte eksplosionen.” Væsnet peger på Jorden igen og så på sig selv. Det tegner et billede, der må vise, hvordan de ser sig selv og skriver så Gud en gang til, men denne gang ud for tegningen af sig selv.
”Jeg forstår ikke rigtig. Skabte I jorden? Skabte I eksplosionen? Prøver du at fortælle mig, at I er Gud?”
Væsnet lægger hovedet på skrå, men reagerer ellers ikke på spørgsmålene.
”I har skabt universet?”
Han kan intet læse af væsnets ansigtsudtryk. Frustrationen i situationen begynder at koge lidt i hans krop. Men han kan ikke rigtig tolke det, væsnet prøver at sige, anderledes.
”Har I skabt os?”
Væsnet peger igen på Jorden og så på sig selv. Den peger så på ham og op i luften, samtidig med at klippet spiller igen.
”Hvem er I? Hvem er I? Hvem er I?”
Han tøver. De må forstå noget af det, han siger, men det er, som om de stadig leder efter svar. Væsnet viser ham billeder af naturreservater, imens den nynner bløde toner og viser noget, der kan tolkes som ømhed. Den viser så billeder af byer og andre steder, der er kraftigt befolket af mennesker. Den viser billeder af vores rumfartøjer og prøver at pege spørgende forskellige steder, på noget der minder om et kort over universet.
”I havde ikke regnet med, vi ville være her. Havde I? Havde I ikke forventet at finde liv eller bare ikke intelligent liv? Mener I, Jorden er jeres, og vi har taget den?”
Væsnet reagerer stadig ikke.
”Hvis I har skabt Jorden, har I også skabt os. Vi er et resultat af liv på Jorden, vi er jeres skabninger. Vi er ikke kommet nogen steder fra, vi er opstået her. Det er vores hjem.”
Væsnerne ser på hinanden, billederne forsvinder fra væggen, og væsnet i den lilla dragt vender sig og går hen mod døren.
”Silje! Forstår I? Jeg må se Silje. I må føre mig hen til Silje.”
Væsnet med de grønne øjne vender sig og peger mod væggen. Et nyt videoklip spiller. Det viser Silje, der ligger på et bord. Hendes krop er unaturligt hævet, hun er nøgen, og en af dem er ved at sætte tusindvis af nåle i hende. Hun er helt blå og virker død.
”Nej! Hvad har I gjort! I har slået hende ihjel! I dumme svin, I har slået hende ihjel!”
Væsnet i den gule dragt stiller sig imellem dem. Raseriet pumper ud i hver en krog af hans krop. Han mister bevidstheden kort og reagerer på rene instinkter. Han griber vasen og smad- rer den mod det blåøjede væsens hoved, så halvdelen af vasen splintres. Væsnet viger ikke en millimeter for vasen, men en enkelt glassplint penetrerer dets øje, og det trækker sig lidt tilbage. Han har kort øjenkontakt med det andet væsen, før han spidder dets hoved med det resterende af vasen. En mørkegrøn masse flyder fra såret ud over den lilla dragt, og væsnet falder til jorden. Det andet væsen vender sig mod ham, men stopper, da døren bag dem lukkes med en dyb lyd. Væsnet kigger mod loftet, da en gas falder mod gulvet, vender sig mod væggen og banker fortvivlet.
Han falder på knæ. Der lugter af svovl, og han hoster lidt, men mærker ellers ikke gassen. Hans hoved bliver tungt, han er træt igen. Silje tager hans hånd, hjælper ham på benene og kysser ham inderligt. De står lidt sådan, så trækker hun ham med ud i solen, hvor deres børn leger på stranden, og de går ud for at soppe i vandkanten. Solen føles varm på deres ansigter.
