Novelle af
Eskil Juul Elling
og af
Ida Emilie Hansen
- Omslag af Ethem Erdogan -
To Noveller: 5+3 metrostop
> Download Book12.pdf
Skillevej
af Eskil Juul Elling
Da Schneider steg af Øresundstoget på Humlebæk station først på eftermiddagen den 14. juli forrige år, havde årtiets kraftigste prisfald på boligmarkedet netop kostet ham hans job. Af den grund havde han fået lov til at tage tidligt hjem. Det lettede dog ikke synderligt på hans humør. Senere på dagen skulle det også vise sig at koste ham livet, men det var ikke så meget dét, der tyngede ham.
I godt ti minutter blev han stående, hvor han var, og overvejede sin situation. Hans første træk var at modstille sin husstands månedlige indtægter – eksklusive den løn, han nu måtte være foruden – med udgifterne, der som følge af tab på aktier og fald i boligværdi var ganske betragtelige. Som (nu forhenværende) ejendomsmægler indså han hurtigt, at han ville have en yderst begrænset levetid på sine nuværende 300 kvadratmeter med havudsigt og aftensol på terrassen. Den tanke bragte ham så meget ud af fatning, at han måtte deponere sin vældige krop på en bænk og trække vejret dybt flere gange for at bekæmpe et anfald af svimmelhed.
Så kom han til at tænke på sin kone. Han var ikke en overfladisk mand og heller ikke mere materialistisk end så mange andre. Han vidste godt, at intet økonomisk tab reelt betød noget, så længe han nød Louises ubetingede kærlighed. Det gjorde han bare ikke, og det vidste han også godt.
Han var tilbøjelig til at skyde skylden på hende, men ét eller andet sted vidste han også godt, at han selv havde bidraget til tingenes tilstand. Der havde været travlt de seneste par år. Rigeligt med kunder, mange salg, masser af penge. Måske havde han ladet det løbe lidt af med sig. Måske burde han have spist til middag med hende og børnene lidt oftere. Have vist lidt mere omsorg. Og lidt mere sexlyst. Men gjort var gjort, og hun havde jo nydt godt af det nye køkken, de nye møbler og Porschen. Den slags var jo ikke det vigtigste, det var han godt klar over. Men alligevel.
Schneider så fraværende på Per Kirkebys murstensskulptur ved siden af stationen. Han nærede et gloende had til dette monstrum og havde ved flere lej- ligheder anført fejlslagne kampagner for at få den revet ned. Men den dag kunne han ikke rigtig hidse sig op over den. Han lagde knap nok rigtigt mærke til den. I stedet rejste hans sig op og begyndte langsomt og i dybe tanker at bevæge sit fyldige legeme hjemad.
Det var omtrent halvandet år siden, at hans ægteskab var begyndt at kølne. Han havde først lagt mærke til det, da Louise stoppede med at kysse ham på kinden, når han tog af sted om morgenen. Hun havde ikke haft lyst til ham, når han kom hjem. Selv børnene var hun blevet irritabel over for.
På et eller andet tidspunkt var hun så begyndt at søge adspredelse ovre hos naboen. Det havde han fået at vide af Jørgensen overfor sidste vinter. Naboen, der hed Thorsen, var i øvrigt en fin fyr. Familien Schneider havde ofte spist til middag med ham og hans kone. De havde ingen børn og brugte i stedet tiden på at investere i kunst. I deres hus, der lå endnu bedre end Schneiders, hang adskillige originaler af Asger Jorn og Miró, såvel som en meget værdifuld Picasso-litografi. De arbejdede sammen i køkkenet og tilberedte de mest fantastiske menuer. Sidst, de havde inviteret til middag – et godt stykke tid efter, at Schneider havde fået besked om sin kones eskapader med hr. Thorsen – havde de serveret en perfekt saltimbocca og hjemmelavet is med valnødder fra haven. Vinen havde tydeligvis også været dyr. De to ægtefæller lo hjerteligt, kaldte hinanden ”skattemus” og så på hinanden med så stor affektion, at ingen ville have troet, at der var noget galt med deres forhold. Det var der måske heller ikke.
Schneider nikkede til en bekendt, der passerede ham, uden at ænse, hvem det var. Egentlig burde han vel takke Thorsen. Omtrent ved den tid, da han skønnede, at utroskaben – et begreb han vægrede sig mod at benytte – måtte være begyndt, var hans ægteskab pludselig blusset op igen. Ikke i sengen, naturligvis. Det havde hun vel ikke energi til. Men kindkyssene om morgenen var kommet tilbage, hun så ømt på ham over middagsbordet (når han en gang imellem var hjemme til den tid), og børnene modtog mere kærlighed end nogensinde før. Alt i alt havde de sidste otte-ni måneder været ganske behagelige. Indtil økonomien begyndte at gå amok.
Hvad skulle der ske nu, når han ikke var i København hele dagen, så hende og Thorsen kunne have deres affære i fred? Han kunne naturligvis bare tage ind til byen alligevel. Sige, at han skulle til jobsamtale eller sådan noget, og så komme hjem, når de var færdige. Men den strategi ville sikkert ikke holde i længden. Han var en elendig løgner. Alternativt kunne han tilfredsstille fru Thorsen, mens hendes mand var i seng med Louise. På den måde fik alle noget ud af situationen. Men selvom fru Thorsen var et elskværdigt menneske, havde Schneider altid følt sig en smule frastødt ved hendes udseende, der mest af alt mindede ham om Jørgensens tykke, gamle golden retriever, Albert. Hun var slet ikke som Louise, der selv i slutfyrrerne havde beholdt sine sensuelle kurver og sin ungdommelige gnist. Han selv var naturligvis adskillige kilo over det sundhedsmæssigt forsvarlige, men det var hr. Thorsen også, så fru Thorsen var næppe vant til andet. Hun ville med andre ord ikke have noget at klage over ved hans selskab, men han selv kunne ikke forestille sig andre nøgne kvindekroppe end sin kones.
Altså måtte han sætte en stopper for Louises mandebesøg og selv forsøge at gøre sin ægteskabelige pligt, hvis hun altså ville tillade det. Ellers så han ingen anden udvej end skilsmisse. Han forbandede bolig-krakket i profane vendinger.
Ved Humlebæk Strandvej slog en tanke pludselig ned i ham, og han standsede brat op. Klokken var jo ikke mere end to på en torsdag. De måtte være i gang lige nu. Han kæmpede et øjeblik med sig selv, men til sidst indså han, at han ikke kunne vente længere. Der måtte ske en afklaring allerede i dag. Han satte farten op for at nå det, inden de var færdige.
For enden af Oscar Brunsvej (mens han trådte på en snegl, han ikke lagde mærke til) gled hans tanker over på børnene. På trods af at han ikke havde haft tid til at vise det på det seneste, elskede han dem mere end noget andet. Ville de slippe gennem en skilsmisse uden traumer for livet? Og hvad med forældremyndigheden? Det var jo altid kvinderne, der løb med den, og han kunne ikke bære tanken om kun at se dem nogle få timer om ugen. Hans desperation var efterhånden til at tage og føle på, men han forsøgte at besinde sig. Det var jo moderne tider, han levede i. Skilsmisse var efterhånden snarere reglen end undtagelsen, og mænds rettigheder på forældreområdet var også blevet styrket en smule. Desuden var der jo stadig håb om forsoning, et håb, han desperat klamrede sig til. Fuldstændig optaget af disse tanker drejede han ned ad Gl. Strandvej.
Her blev han påkørt af en olivengrøn Alfa Romeo, der drejede om hjørnet fra Ida Tesdorpfsvej adskillige mål over fartgrænsen. Den knuste fuldstændig hans brystkasse og dræbte ham på stedet.
Ved Kastanie Allé standsede han op og samlede sine tanker. Han kunne se både sit eget og Thorsens hus. Nu måtte han overveje det videre forløb. Skulle han lede hos Thorsen eller sig selv først? Svaret kom prompte; Louise beklagede sig konstant over deres seng, så de var nok hos Thorsen. Dernæst: Dagens stressende udvikling havde efterladt ham med ildelugtende svedpletter under armene. Skulle han skifte først? Nej, der var ikke tid til den slags. Men hvad skulle han sige? Han besluttede at overlade dét spørgsmål til sine improvisationsevner. Han var jo trods alt en erfaren sælger. Den del skulle nok løse sig.
Men da han stod ved havelågen, måtte han alligevel tænke det hele igennem en sidste gang. Havde han nu truffet den rigtige beslutning? Det kunne jo ikke nytte noget at have overvejet det hele så grundigt, føre sin plan ud i livet og så glemme én eller anden lille detalje, der fuldstændig vendte situationen på hovedet. Og han havde netop fornemmelsen af at have overset noget absolut vitalt. Men han viftede tvivlen til side og skridtede resolut op mod døren, hvor han var sikker på, at hans livs mest skæbnesvangre øjeblik ventede ham.
* * *
Om et år, for nogle år siden
af Ida Emilie Hansen
Du går på Sillerup Møllevej. Det er vinter, kinderne er kolde, men dine ører brænder under huen. Et kvarter vil du lufte hundene, syv et halvt minut ud og syv et halvt minut hjem. Se hundene løbe foran dig, de er glade. Dit arbejde er, at holde øje med biler og kalde hundene til dig når der kommer en bil. Når i kommer hjem, dig og hundene, lægger hundene sig i deres kurve og du sætter dig i sofaen og ser morgen-tv. Far har fyret op i brændeovnen inden han tog på arbejde. Det er hyggeligt om formiddagen. Du laver noget mere kaffe og du er godt tilpas. Du er oppe, du er påklædt, du har ikke været i bad, men du føler dig ren. Frosten bremsede sveden og rensede endda dine porer. I dag kan du gøre lige hvad du vil, men du bliver hjemme.
Du har en kæreste inde i byen. I har været sammen i over et år. Han er god ved dig. Han er omkring 1.80 høj, normal af bygning, mørkhåret og har et rart ansigt. I morgen tager du ind til ham. Det er hos ham du får ondt i den ene side af kroppen, af at ligge på hans sofa og se fjernsyn. Nogle dage tager i ned til byen og handler ind og laver aftensmad sammen. I bliver somme tider uvenner, fordi du synes, at han gør tingene forkert. Du ved godt, at det er irriterende, når du påpeger dette, men du føler dig dum, ved ikke at sige noget, når du nu ved bedre. I må stoppe madlavningen, fordi stemningen er ødelagt.
Han bor i en lille kvistlejlighed ovenpå sine forældre og det er i hans forældres køkken i laver mad. Når i har fået genetableret den gode stemning imellem jer, laver i maden færdig og tager den op til ham, hvor i spiser den foran fjernsynet. I drikker sandsynligvis en dåsecola fra tyskland til maden, som i har hentet nede i kælderen. Efter maden henter i færdigkage nede i forældrenes køkkenskuffer. Kagen behager helt utroligt, selvom du tænker, at det virkelig ikke kan blive ved med alt det kage. I drikker muligvis endnu en dåsecola.
Efter i har set et par tv-shows sammen går han ind i soveværelset og spiller et online computerspil, mens du ser noget mere tv og efter noget tid falder i søvn på sofaen foran fjernsynet. Om natten kommer han ind og vækker dig og du sjosker søvndrukkent med ind i seng. Det kan være meget hyggeligt, såmænd. Når du vågner om morgenen, hos din kæreste, vil du ofte være nedtrykt og have svært ved at stå op. Du kan godt finde på, at græde og klynke lidt overfor ham på sådanne morgener og han står op før dig, selvom han er kommet senere i seng. Andre morgener står du dog op før ham, tager en dyne med ind i sofaen og ser din ynglingsserie, der tit får dig til at græde og det føles godt. Kan du huske den nat, hvor du så dr. Phil og det var som om han talte til dig? Der græd du også.
Du har et lille job. Du er korsanger og synger til gudstjenester, bryllupper, begravelser og er en gang i mellem med til koncerter. Det er et godt arbejde synes du.
Hver torsdag tager du ned til byen til kor nogle timer. Først med gudstjenestekoret og bagefter med voksenkoret. Selvom du ikke snakker så meget med de andre korister, synes du det er rart at komme ud. Du er sopran og trives i denne rolle, men tvivler på dine evner.
Når du er færdig med at øve med koret vil du oftest tage hjem til din kæreste, fordi han bor i byen. Du glæder dig altid til at komme hjem til ham om aftenen. Om vinteren sætter hans mor stearinlys i opgangen og du skutter dig når du kommer ind og går op af trapperne til kvistlejligheden, men næste morgen har du ikke lyst til at stå op igen.
Kan du huske da du forsøgte at komme i gang med at træne. Det sluttede da du en morgen kom ned i træningscentret og så en du kendte. Du klædte slet ikke om men tog bare hjem. Så kunne du også nå at se ’Skadestuen’ i fjernsynet.
Efter en overnatning hos din kæreste plejer du at tage hjem til dine forældre igen, fordi i ses omtrent hver anden dag.
Du kan godt lide busturen. Den tager cirka 45 minutter og bussen kører forbi din gamle skole. Når den stopper i Ørby for at holde bustiderne mindes du da du var barn og Børge, buschaufføren, lod jer løbe ud af bussen og plukke æbler, mens bussen holdt og han røg pibe.
Bussen kører også forbi den gård, hvor du et år var ung pige i huset. Så ensom er du i det mindste ikke i dag, men på trods af det ville du alligevel ønske at tiden ikke var gået.
Hjemme hos dine forældre er du i gang med to billeder, men du synes ikke det nytter noget. Du maler dig selv i færd med at æde et æble og ved at det er alt for søgt. Du maler ikke lang tid af gangen, da fordybelsen ikke indtræffer. De to billeder kommer med på en udstilling inde i byen. Det er de samme to billeder du beder dine forældre tage ned af væggen, da du nogle år senere har en ny kæreste med hjem på besøg.
Men det er alt sammen nogle år siden.
Nu går du på Sillerup Møllevej igen, men du bor her ikke længere. Det er flere år siden. Hundene er blevet tykke og det gør dig vemodig. Det er sensommer og du er lige kommet ud af badet. Dit hår tørrer i solen og vinden køler dit ansigt. Mens du skråer indover stubmarkerne bliver du irriteret på hundene, der ikke lystrer, men du ser dem heller ikke så tit.
Da i er kommet hjem, dig og hundene, drikker du kaffe i køkkenet og bladrer i et SE og HØR, men hundene skal ligge ude i gangen nu. Vandhanen i baggangen drypper. Du tager hjem om et par timer.
