Mørkepigen – Booklet 8

Novelle af
Nanna Færgemann

- Omslag af Ethem Erdogan -

En Novelle: 8 metrostop

> Download book08.pdf

Madrassen lugter af støv og sved og mug, og jeg ligger med åbne øjne. Det er lige meget, om de er åbne. Der er mørkt. Så mørkt at lyset blænder mig, da han åbner døren. Det er en stor mand denne her gang. Øv, de store mænd ligger så tungt på min krop, at jeg tror, jeg skal kvæles. Må finde deres rytme til at finde øjeblikkene, hvor de løfter sig, og jeg kan trække luften ind, for så at få den trykket ud, idet de lægger sig på mig igen. Døren lukker i, luften bliver tung og stille, og de andre gemmer sig lige så stille i hjørnerne. I starten prøvede jeg også at gemme mig, men mændene fandt mig altid. Det er mig, de vil have, ikke de andre, og nu orker jeg ikke at flytte min krop væk fra madrassen. Den kradser, det svier på min ryg ved skulderbladene.

De begyndte at besøge mig, dengang murstenen faldt ud af muren og fjernede den sidste forhindring i gangen mellem kældermørket og rødderne under den gamle tjørnehæk, der står uden for huset. Små lysende hvide piger, der ikke bliver beskidte, når de kravler ind til mig. Jeg kan godt se, at jeg er beskidt i skæret fra dem, men de siger, at det ikke gør noget. De er så sjove og fulde af liv. Danser for mig og leger lege med mig og kalder sig Stjerneblomsterne. Jeg er bare så træt, fordi jeg ikke er lige så lille som dem og ikke kan kravle ud og trække frisk luft. Man skal bruge frisk luft, siger de og vifter med armene foran mig, men det hjælper ikke rigtigt. De dufter godt af nattestjerner og vintergækker og tulipaner.

Øverst oppe er der en lås på døren, det ved jeg. Jeg kan ikke komme derop, men hører manden sætte en nøgle i låsen, dreje den om og lade nøglen hænge.
Mandens åndedræt lyder ikke tungt og forpustet som de andre tykke mænd. Snarere tyndt og pibende, som en hund der hiver efter vejret. Og der er en mekanisk raslen, når han bevæger sig. Langsomt kommer han hen imod mig.
Famler sig frem i mørket. Ikke hjemmevant, men søgende. Mit åndedræt er lydløst – gemmer mig i en lydløs forstening. Han nærmer sig. Hans fod støder på madrassens kant, en hånd rører siden af min fod. Nu begynder det, nu er det, at de tager fat i min krop, gnider deres hænder rundt på min hud, får fat i mine ben, spreder dem, famler ved bukserne og lægger sig oven på mig.

Nej, denne her hånd er ikke sådan. Denne her hånd rører forsigtigt med håndryggen, glider – langs siden af min krop, finder min hånd og tager fat i den. Hans hånd er stor, har ru hud og hår på oversiden. Min hånd er slap, ligger bare i hans hånd.
”Jeg har plads til dig inde under min skjorte, hvis du vil med i mit cirkus.” Jeg spidser ører, da jeg hører hans stemme. Den har en tynd pibende lyd, der næsten hvisker ordene hen over en udånding.
”Du skal kravle ind her,” siger han næsten lydløst. Han tager fat i min anden hånd og rejser min overkrop op. Fumler med knapperne på sin skjorte, åbner den og tager fat i mine arme for at løfte mig op til sin mave. Den er ikke som de andre mænds, for der, hvor de tit har en stor, hård kuglemave, der maser mit bryst, er et hul. Han trykker mig derind, og jeg lander inde i en hule. Væggene er blød, varm hud, der omslutter mig, og over mig er et hvælvet loft, der hæver og sænker sig rytmisk og fylder rummet ud med en susen ud og ind. Jeg mærker efter med hånden og mærker nogle puder og et lille bord, hvorpå der står en tallerken med brød og et krus. Det lugter af kaffe.
”Du skal sætte dig i puderne,” hvisker manden, sikrer sig med en hånd, at jeg har sat mig rigtigt, knapper skjorten og propper den ned i bukserne.
”Shh, nu begynder det.” Manden sætter i gang med en mekanisk gang, der skubber mig fra side til side i puderne, og min nøgne hud gnider op ad hulens hudvægge. Kun mig her i hudhulen og uden Stjerneblomsterne.

De trapper, hvor skridt har lydt som slag på min hud, bæres jeg nu op ad i puder og gynger videre ud i en krid- hvid verden, der blænder mig igennem skjortestoffet, og som lugter genkendeligt af fugtigt græs og grus. Det hvide lys stikker mig i øjnene, og jeg knuger dem hårdt sammen. Mandens mekaniske gang, der føles som en arytmisk vralten, skubber mig fra side til side. Hans sko knaser imod gruset ved hvert eneste skridt, og lydene udefra fortrænger den susende lyd fra lungerne, en bil ruller forbi og væk. Lyden af hjulgummi mod knasende grus trængte af og til ned i kælderrummet, hvor jeg lå og forstørrede lydene udefra. Også lyde fra børn, der legede. Nogle gange kunne jeg høre deres lege, og vi legede med, Stjerneblomsterne og jeg. Lege, jeg kunne huske, som dåseskjul. Så gemte jeg mig bag en busk og håbede, at de ville finde mig. Jeg kunne lugte våde blade og fugtig jord. Eller vi byggede en hule af grene og snore og tæpper, vi godt måtte låne af deres mødre.

Der er lunt herinde i hulen. Jeg tager brødet, snuser til det og brækker en bid af. Det er varmt og nybagt. Brød blander sig med spyt, bliver blødt og kan sluges. Kaffen er også stadig varm, smager på den, trykker tungespidsen op i det forreste af ganen og ånder ud gennem næsen. Det er en fremmed smag, men den minder mig om en duft af søndag morgen, sådan som søndage var engang.

Det er ikke længere grus mod gummi, men asfalt og skridt på fortov og hunde, der gør, og børn, der tæller fliser. Mine øjne gør ondt, en lyd af en hammers slag på jern nærmer sig, en hest vrinsker, en trompet spiller, og et rovdyr brøler.

Jeg har bundet en klud om øjnene og famler mig rundt i cirkusvognen med fingerspidser som små følsomme øjne. De mærker en bordplade med krummer og ridser på. En stol står ved bordet. Fødderne går et par skridt, og armen slår imod en bræddevæg.
Udenfor kan jeg høre børnestemmer og slag med en hammer mod noget jern.
”Leobardo, hold fast i denne her snor,” råber manden.
”Asbjørn, du skal hive nu!”
Det lyder som børn, der er i færd med at rejse cirkusteltet.
Jeg finder døren og kan åbne den. Ingen lås. Vinden rammer mine kinder, og jeg linder på kluden for at se. Et lysglimt blænder mig, og jeg trækker mig ind i vognen, hvor jeg finder hen til stolen og sætter kluden tilbage på plads. I mine øjenlåg danser et billede af en skammel foran døren og hjulspor i gruset under den.
Jeg går hen og lukker døren, sætter mig tilbage på stolen, går hen og åbner døren igen og lukker den. Jeg kan bare gå. Døren er ikke låst, og den låser sig heller ikke.

”Er der noget, du er god til?”
Det er aften, og i lyset fra stearinlysene på bordet kan jeg se manden. Han står i shorts og har ikke nogen skjorte på. Rundt om maven har han bundet en lang stofstrimmel, der holder hudlapperne ind til kroppen. Når de ikke er bundet ind til kroppen, folder de sig ud og bliver til hulen. Han er tynd, når den ikke er spilet ud, og på benene har han nogle metalskinner, der forlænger dem. Han har ingen fødder, og skinnerne forsvinder ned i nogle sko, der er hæftet fast med trykknapper. På gulvet ved døren står flere af den slags sko med trykknapper og uden plads til fødderne.
Manden trækker en taburet hen foran min stol og kigger mig ind i øjnene. Jeg kan lugte hans ånde. Jeg kigger væk og hen på døren. Jeg længes efter at mærke grus imellem mine tæer. Gad vide om han har haft tæer engang og har kunnet mærke gruset imellem dem.
”Du kan bo her og spise her, men du skal gøre noget til gengæld. Du skal finde det, du er god til og bidrage med det i mit cirkus.”
Jeg kigger ned på mine hænder, der ligger helt stille i mit skød med håndfladerne imod hinanden.
”Jeg tror ikke, jeg kan noget.” Min stemme er lille og ligger mellem mine hænder, indtil de sidste ord siver ud imellem fingrene og bliver til en hvisken.
”Hvad siger du?”
”Jeg tror ikke, jeg kan noget,” siger jeg og presser hænderne hårdt sammen til en skål, så ordene ikke siver ud denne her gang.
”Selvfølgelig kan du det, du skal bare finde ud af, hvad det er.” Mandens stemme er stor og tæt og trykker mig på ansigtet og brystet. Slet ikke lys og pibende længere.
”Leobardo vidste heller ikke, hvad han var god til, da han kom her. Men så en dag opdagede vi ham sidde inde i tigerburet på en taburet og kigge tigermor i øjnene. De taler sammen gennem øjnene, og han kan få hende til at gøre alt, hvad han siger til hende.
Han rejser sig op og tager to krus, der hænger på kroge på væggen bag ham.
”Asbjørn er god til at rulle sig sammen til en kugle og trille rundt i manegen. Han er ved at lære at gøre det på en meget smal bro højt oppe over publikum.”
Han stiller krusene på bordet, hælder vand i dem fra kanden og rækker mig det ene. Vandet er ikke koldt og smager ikke friskt.

Om aftenen spænder vi en hængekøje op mellem vognens to vægge. Der er ikke helt plads nok, og hængekøjen buer mere, end den skal.
”Jeg har ikke en ekstra seng, så du må nøjes.” Jeg vil gerne have hængekøjen. Vil aldrig mere ligge på en madras. Stoffet pakker sig om min krop, og når jeg strækker mine ben, folder hængekøjen mig sammen igen og efterlader bevægelsen som vuggende skvulp fra side til side. Skinnet fra månen lyser igennem et vindue og ind på mit ansigt. Mine øjne er åbne, og jeg kan se møblerne som skygger i rummet.
De mørke timer går, og måneskinnet har bevæget sig hen over bunken af tøj på gulvet, op ad bordbenet og hen over en pølsestump, der ligger tilbage på spækbrættet. Jeg skal tisse, hopper forsigtigt ned på gulvet og lister hen til døren.
Skamlen vipper lidt, og gruset er koldt og fugtigt under mine fødder. Jeg gnider storetåen op ad tåen ved siden af og mærker små våde sandkorn, der klistrer fast til huden. Bag cirkusvognen er der en busk tilpas til, at jeg kan sætte mig på hug og gemme mig, imens jeg tisser. Små stænk sprøjter op på mine ben. Jeg rejser mig og gnider benene tørre mod hinanden. Der står ”Felini” på døren ind til vognen. Sommernatten er slet ikke kold, og månen smiler ned med sine store, runde øjne.
”Hvad er jeg god til?” spørger jeg månen.

”Vi skal ud og finde ud af, hvad du duer til!”
Felini rækker mig et par solbriller, sætter sig på en stol og begynder at klikke skoene af. Omhyggeligt klikker han et par gummistøvler på. Jeg har fået et par slidte sko og et par cowboybukser og en T-shirt. Tager solbrillerne på – han åbner døren. Lyset skærer lige igennem brilleglassene og blænder mig, inden jeg ser mere. Jeg tager mig til øjnene og gemmer dem bag håndfladerne. Selv mørke, tunge skyer med vand, der lander i tunge dråber, kan ikke skygge nok. Dråber lander på min nakke og gør min T-shirt våd. Jeg famler mig ind ad døren igen og kryber sammen i min hængekøje.
Banehammeren slår på pløkkerne med en høj metallisk lyd. Mine ører rykker bagud, hver gang jern slår mod jern. De er snart færdige med at rejse teltet, kan jeg se ud ad vinduet. Det regner derude, men de arbejder ufortrødent videre. Alle sammen ved de, hvad de skal gøre. Jeg går væk fra vinduet, går lidt rastløst omkring i det lille rum og sætter mig til at spise af brødet på bordet.

Felini kommer ind i vognen. Det er aften og efter forestillingen. Jeg ligger i hængekøjen med ansigtet skjult af hængekøjestof. Han er træt og sætter sig ned på bordet, tager en kniv og ser sig om efter brødet.
”Har du spist alt brødet?”
Jeg kigger på stofkanten og får øje på, at syningen er gået op.
”Sig mig, kan du ikke svare!” han har rejst sig op og slår en knytnæve i bordet.
”Det går ikke det her, hvis ikke du meget snart finder ud af, hvad du kan give igen for min gavmildhed, må jeg gøre det tilbage.” Jeg spærrer øjnene op på vid gab, synes pludselig, at her virker så mørkt. En mørk og fugtig kulde trænger igennem hængekøjens stof. Felini trækker et ur frem af brystlommen i skjorten. Det er et lysende gult gummiur, der lægger sin tid omkring rummet med snigende elasticitet. Han hænger uret på krogen til hængekøjen.
”Så kan du hele tiden se, at tiden går. Hvis ikke du har fundet ud af, hvad du kan inden længe, må jeg gøre det om.”

Nætterne er kommet med store, flydende, gule ure, der tikker mig ind i øret og hamrer deres tidslyd langt ind i mig. Månen er tavs, når jeg søvnløst sætter mig ud på skamlen, og med storetåen tegner mønstre i gruset foran mig. Den bliver ved med at se ned på mig med det samme klippeansigt, der engang syntes at smile til mig, trods sin uforanderlighed. Dagene veksler imellem vuggen i hængekøjen og gentagen gang frem og tilbage på det lille stykke gulv.

”Du er tilsyneladende ikke god til noget.” Mandens stemme er mørk og hård. Jeg er krøbet sammen i hængekøjen.
”Du har været her i mange uger, men du laver ikke andet end at spise min mad. Det kan jeg ikke bruge til noget. Du skulle yde noget. Jeg må putte dig ned i kælderen igen.” Felini går de få skridt hen til min hængekøje. Jeg holder fast i køjestoffet og krummer mig hårdt sammen. Men Felini er meget stærkere. Han åbner skjorten og løsner stofstrimlen. Som når en paraply bliver foldet ud, folder hudlapperne sig også ud og danner hulen. Han griber fat i min krop, flår til, så jeg må slippe mit tag, og tvinger mig ind i sin vom. Stofstrimlen binder han igen om maven for at snøre indgangen sammen og gøre hulen så trang, at jeg næsten ikke kan være der. Der er ingen bløde puder, ingen kaffe, intet brød. Luften er tung og fugtig og kvalm. Jeg hører, at han træder ud af vognen med sin mekaniske gang, der denne gang skubber mig hårdt fra side til side. Hiver i folderne ved indgangen, men må give op.

Solen skinner ind på huden og gør den rødglødende. Græder, glider i tårerne og synker sammen på bunden.

Er det slut nu? Skal jeg igen flås og rykkes i af stønnende mænd? Skal hovedet igen stødes op mod kældervæggens hårde, kolde med rytmiske bevægelser? Solens rødme igennem huden gør mine tårevædede kinder røde og får det til at summe og bruse inde i mit hoved. Jeg gisper efter vejret. Mine hænder og fødder begynder at slå og sparke imod huden. Jeg stemmer imod væggen, strækker min krop og spænder huden ud, så den bliver tynd, og lyset bliver kraftigt gult. En knyttet næve udefra slår imod mit hoved og gør mig svimmel. De mekaniske bevægelser føles ikke længere som en arytmisk vralten, men som stempler, der hastigt sætter i fortovet og forplanter stød op i hulen og op i og ind i min krop. Jeg mærker noget vådt, smager på det. Metal, blod. Jeg bliver rasende. Det må ikke være mit blod. Jeg får fat i noget af Felinis hud og sætter tænderne i det med al min kraft. Han farer sammen i et jag af smerte og trykker hulen sammen. Mere blod, spytter en luns kød ud, maser mit ansigt ind i den kødlomme, der er fremkommet af mit bid, får fat i endnu en luns og bider den af. Felini vakler. Jeg er syltet ind i blod, det bliver sort udenfor. Presser mit hoved frem igen, flår endnu en kødluns af og kan mærke luft. Kold, fugtig luft. Felini skriger og vælter omkuld på madrassen. Jeg vrider mig ud igennem hullet, mærker kælderens kolde betongulv mod min blodindsmurte hud. Trækker Felinis krop hen til døren, træder op på den, får fat på nøglen og låser den op. Jeg ved, der er 21 trin op. Jeg vil op og ud og finde mine små lysende Stjerneblomster.

 

VN:R_U [1.9.11_1134]
Rating: 1.0/5 (1 vote cast)
Mørkepigen - Booklet 8, 1.0 out of 5 based on 1 rating
Bookmark the permalink.

2 Responses to Mørkepigen – Booklet 8

  1. Noeddeskov says:

    Selvom der er mange gode imellem finalisterne, er “Mørkepigen” min favorit. Den er ikke kun velskrevet, den er også ligefrem poetisk nogle steder :)

    Det er et spændende univers Nana Færgemann får bygget op og jeg bliver inspireret af at læse det. Jeg kommer til at læse den engang eller to mere, for jeg tror ikke jeg har fanget, alle detaljerne i dne endnu.

    Men godt arbejde :) og tillykke

Skriv et svar