Hotline – Booklet 13

Novelle af
Morten Carlsen

- Omslag af Ethem Erdogan -

En Novelle: 6 metrostop

> Download Book13.pdf

Arbejdsdagen var kun to tetrasekundaer gammel. I Helmgaards umiddelbare fremtid tårnede ti tetrasekundaer sig fortsat op, før han kunne tage hjem. Han stirrede ud igennem den hærdede, lydisolerede congplast, der lå som et visir omkring hans workstation. Virksomhedens øvrige ansatte mindede om ham selv. De havde alle den samme fremtoning under hallens hvælving. Hver især klaustrofobisk indespærret i congplastens fængsel og enten talende i deres teliophix eller hypnotisk fortabte i en prog-screen.
Langsomt drejede Helmgaard hovedet og låste blikket fast på de vatterede skyer uden for den kubistiske rude, der langsomt fulgte rummets areal rundt i en konkav bue, så udsigten hele tiden changerede. Han lod sig ikke narre. Det var ikke andet end en kulisse. Skyerne var blot et hologram. For syns skyld, som det var tilfældet med det meste. Enhver idiot vidste, at ude bag den artificielle, purpurfarvede fløjlshimmel pissede det ned fra sortdunkle skyer. Dét var virkeligt. Alle de pseudofremmaninger man mødte alle vegne hver eneste dag, gjorde én træt i længden. Verden var blevet transformeret om til én stor omgang make-believe. Et optisk bedrag. Det blev stadig sværere at mærke sig selv …

En knap på hans board lyste grønt, hvilket betød, at der var en caller på linjen. Sagt på en anden måde så var det grønne lys lig med salg. Ventilatorerne under loftet gav ham hovedpine, selvom de var aldeles lydløse. Helmgaard trykkede knappen i bund og hørte den klingende tone i hans teliophix, der indikerede, at der var oprettet forbindelse.
”Love Request 24/7/365. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spandt han med den mest polerede stemme, han kunne mønstre. Et øjebliks stilhed i den anden ende før en stemme responderede.
”Øhh … Jeg …” begyndte calleren, der var af hankøn. Allerede her kunne Helmgaard kategorisere vedkommende som en af de skamfulde skyggeeksistenser ude fra oplandet. Måske endda en af de seriøst perverse.
”Ja? Er det første gang, De kontakter os?” hjalp Helmgaard calleren på vej, selvom han udmærket vidste, at det var tilfældet. Vejrtrækningen i teliophixen var blevet en anelse heftigere. Helmgaard bed hurtigt, nervøst i en neglerod ved tanken om, at calleren måske sad og tændte på ham. Det havde han været ude for flere gange. En lang udånding på linjen.
”Ja … Ja, det er første gang. Jeg … Jeg har hørt om jeres ’Expanded Love Dream Pack’, og jeg er interesseret i … i at prøve den …” hviskede hankønsvæsenet og lod på ny sin vejrtrækning skratte i Helmgaards øre.
”Det er et rigtig godt valg, og ikke mindst et godt køb! Vi kører kampagne på den pakke resten af måneden, så De kan få den til en rigtig fordelagtig pris. Vi tilbyder vore kunder ’Expanded Love Dream Pack’ i to måneder med det hele for 4.799 uniex. Hvis De stadig ønsker ydelsen herefter, skal abonnementet fornys for en ekstra sum.”
”Det lyder fantastisk! Jeg har læst og hørt så meget om det … så jeg … ja, næsten ikke kan vente. Det vil jeg gerne! Tak!” bekræftede calleren rørstrømsk og lød i stemmeføringen som én, der berettede om mødet med sit livs kærlighed til sin bedste ven. Men det var kun en fortidsutopi. I hvert fald dét der med at møde kærligheden i virkeligheden.
I dag var kærligheden, noget man købte, finansierede økonomisk. Det handlede ikke kun om sex. Hele svineriet, der hørte med til et parforhold, kunne inkluderes, hvis det var dét, man havde lyst til. Og lyster var der nok af! Hvis Helmgaard ikke havde lært andet i sin tid hos ’Love Request 24/7/365’, så havde han i det mindste lært dét. Han formåede at abstrahere fra guttens liderlige grynt i teliophixen.
”Godt. Jeg får Dem lige oprettet her med Deres data, og så skulle De være klar til at anvende Deres bestilling i overmorgen. Hvis der opstår problemer eller spørgsmål i forbindelse med noget, så er vores service åben døgnet rundt på 66-22-34-85.”
”Tak … Jeg glæder mig sådan …” hikstede calleren.
”Det kan jeg godt forstå,” svarede Helmgaard påtaget venligt og fik de nødvendige formularer hentet frem på prog-screenen. Uden tvivl pervers, tænkte han og påbegyndte indtastningen.

Få tetris efter at signalhornets ekko i hallen bekendtgjorde vagtskiftet, gik Helmgaard igennem svingdørene og gled videre ud på slidewalken.
Den åbenmundede himmels kolde regn slog mod hans hovedbund og overtøj. Den rullende slidewalk var fyldt med individer på vej hjem fra deres respektive job. Han fandt sin Mobile Life Lyxtra frem fra frakkelommen og gik ind i menuen under ’climate protection’. Han trykkede på et par taster. En virtuel, firedimensional regnskærm udfoldedes over hans hoved. Det gav ham kvalme at befinde sig på slidewalken. Følelsen af at stå på sine ben og bevæge sig uden at bruge sine ben, sin egen muskelkraft, var uforenelig. Det var som at gå oven på en levende organisme, der støt og roligt bugtede sig mod verdens ende.
Han sank flere gange og kiggede op og ned ad hovedfærdselsbanen. Ude i det trafikale luftrum spottede han en gyrotaxa. Med en tør lyd flåede han sit kortetui op af inderlommen og bladrede febrilsk igennem de plastlaminerede kort. Det gule chipkort med påskriften ’HELICAB DK’ dukkede endelig op i mængden. Gyrotaxaen befandt sig nu næsten ud for, hvor han stod. I myldretiden var det aldrig nemt at få fat på en af de sataner! Han trak det gule kort ud og viftede voldsomt med det i retning af taxaen, der mest af alt lignede et frådende, morbidt stålinsekt med glasøjne. Et lettelsens suk fløjtede ud mellem hans læber, da det antigravitationsdrevne fartøj decelererede, dykkede og drev ind mod kanten af slidewalken. Helmgaard trippede et par gange på det rullende bælte under sine fødder for ikke at falde, da han trådte ind i den hidsigt gule kabine.
Chaufføren, en bionisk 6-di variant, kiggede afventende på ham med et ganske livagtigt smil.
”Destination: Center Ultra,” sagde Helmgaard og lænede sig tilbage i sædet.
”Bestilling modtaget. Køretiden er fire tetris og syvogtredive sekundia. Prisen beløber sig til otteogfyrre uniex,” replicerede chaufføren og motiverede gyrotaxaen til igen at sætte i bevægelse.
”Fint,” sagde Helmgaard uden at tage blikket fra regndråberne på ruden.

”Tak for Deres ordre. Helicab DK ønsker Dem en fortsat god dag,” messede chaufføren omkring fem tetris senere, da han havde modtaget betalingen. Med chaufførens ord slæbende efter sig skyndte Helmgaard sig ud af gyrotaxaen og hoppede fluks over på en stationær, nedslidt flise, der ikke var omfattet af slidewalken.
Indgangen til Center Ultra mindede om en gigantisk, åben kæft, hvor den myldrende masse af personager skyllede ind og ud, som farvestrålende bræk. Han lænede nakken tilbage, lukkede øjnene og lod regnen falde på sit ansigt. Den svage, men resistente lugt af klor vænnede man sig til.
Han kunne svagt huske, dengang regnen var renere; åbnede op for ens sanser med en renselseseffekt, som en guddommelig skærsild. Det var mange år siden. Man måtte nøjes, og man kunne virkelig vænne sig til meget. Menneskeheden var et levende eksempel. Langsomt åbnede han øjnene og tog regnfaldet og zenit ind i skæv slowmotion. Dråberne landede som tunge bastoner på hans pupiller. Han blinkede. Tonerne krakelerede ned langs hans kinder. Center Ultras øverste halvdel forsvandt i det gråsorte skydække omkring tredive etager oppe i luften. Det så næsten ud, som om naturen havde moret sig med at amputere det døgnåbne center. Helmgaard rettede igen blikket mod centerets indgang, hvor brækstrålen af konsumenter var stilnet en smule af. Han skyndte sig indenfor.

Som altid sprang koldsveden frem på hans krop, da han nåede ind i centerets katedrallignende gemakker. På trods af de voluminøse vidder var det, for Helmgaard, ét stort klaustrofobisk ridt at færdes herinde. Det var et nødvendigt onde.
Med skarpt fokus stilede han direkte hen imod rækken af P.S.A.’ere. Personal Shopping Assistant. Han tilsluttede sit jack-stick til et af de elektronisk virtuelle apparater og påbegyndte tankeoverførslen med lukkede øjnene. Så snart han var færdig med at tømme sin hjerne for de varer, han ønskede, trykkede han på P.S.A.’ens runde, røde knap med påskriften ’Confirm Order’.
”Your order adds up to 229,50 uniex and will be ready at Gate 5 in three tetris. Thank you,” lød P.S.A.’ens maskinelle røst. Helmgaard trak sit jack-stick ud og gik i retning af Gate 5.
Det var ikke altid en fornøjelse, at hjemmet var så skinnende rent og blankpoleret, at man kunne spejle sig i enhver tænkelig overflade. Der gik ikke en uge, hvor han ikke ønskede, at der var lidt rod og lidt støv hist og her.
Hjemmet var også blevet en af disse faktorer, hvor han følte sig fremmed og ofte blev grebet af en panisk uro. Der var meget af den slags for tiden … det meste af tiden … for ikke at sige hele tiden. Indimellem var det, som om hans krop forsøgte at afstøde omgivelserne. Som om de fleste miljøer, man kom i kontakt med, var skadelige fremmedlegemer. Sågar hans eget hjem. Der var alt for meget assistance og alt for lidt selvstændighed. Man blev skør i hovedet af det. I sidste ende kunne han selvfølgelig kun takke sig selv for at have bestilt hjemmeservicepakken fra Home Global Products, der inkluderede det holografiske, bioniske vidunder af en cyber-maid.
Helmgaard krympede sig, da han havde anmodet sensoren om lys i det 300 kvadratmeter store studie, hvor han boede. Der var så rent, at det skar i øjnene. Selvom boligen var stor (sådan opfattede han den i hvert fald selv), så var der kun ét rum, der var adskilt af enkelte skillevægge.
Han satte nettene med varer fra sig og tændte rutinemæssigt for widescreenen, der fyldte det meste af den ene endevæg. Lyden af dagens nyheder fyldte rummet ledsaget af polykrome, næsten komisk glittede billeder og reportager.
”Luzetta?” kaldte han lavmælt uden at tage blikket fra overfloden på skærmen. Han fornemmede en svag susen bag sig og en blinken som et par forlygter, der blændede op. ”Ud i Intercooleren,” fortsatte han stadig uden at vende sig. Der blev ikke svaret. Det blev der aldrig, når han henvendte sig til produktet, men varerne var forsvundet fra gulvet, da han kiggede.

Hans hoved var svimlende som en akvarietank, da han skridtede ud i friskeren, for at pøse noget H4O i ansigtet.
”… pis …” fnøs han efter at have anmodet om lys i friskeren. Rummets cirkulære allys var spidst som en skarp glorie og gjorde ham endnu mere ør i hovedet.
”Sluk,” kvækkede han, og friskeren imploderede i mørke. Han famlede sig frem i blinde. Det eneste synlige, han havde at orientere sig efter, var de flammende, hvide cirkler, der eksploderede bag hans øjenlåg. Efter nogle enkelte svorne forbandelser fandt han frem til reaktoren, der aktiverede væsken. Det hjalp. Den dybdetrykkende følelse af akvarietanken trak sig langsomt længere tilbage i bevidstheden. Stanken af klor hang igen i hans næse, da han forlod friskeren.

Boligens loft var et stødsikkert vindue, der åbenbarede den begyndende nattehimmel for ham, når han, som nu, stod med nakken lænet tilbage og skuede op i altet, der strakte sig fra nært til dybt til uendeligt. Regnen var standset og havde i et tiltrængt intermezzo tilladt de overlevende stjerner at komme frem. Månen lyste delirisk. Metropolen Luna City var synlig som en sort, afsvedet plet i dens skorpede overflade. Den lignede en cancersvulst.
Selma, en af hans nærmeste kvindelige bekendte, havde fået den nye type knoglecancer, der hærgede over det meste af jorden. Det var knap en måned siden, lægerne havde opdaget sygdommen ved et rutinetjek. Den var allerede så fremskreden, at hendes knogler nærmest smuldrede, som hun selv beskrev det. Det var den eneste form for cancer, som lægevidenskaben og forskerne endnu ikke havde fundet en decideret kur imod. Den var også relativt ny, og ond som bare fanden. Spredtes med lynets hast og gik direkte i knoglerne og specielt i knoglemarven.
Medierne havde flere steder døbt den uvelkomne indtrænger ’Den Nye Pest’. Han havde besøgt hende på medicinalcenteret, hvor hun fik de obligatoriske behandlinger, der næppe kunne redde hende alligevel. På et par uger var hun reduceret til en skygge, der næsten forsvandt i de posede dyner og puder. Chancerne for at overleve var vel reduceret med samme has-tighed …
Hvis ikke han havde reageret vel at mærke. Mulighederne for helbredelse af alvorligt syge mennesker havde stadig de bedste odds via det illegale undergrundsmarked. Organsmugling var big business, og dét, som Selma havde allermest brug for, var frisk knoglemarv fra en matchende donor. Han havde skaffet, hvad de store læger ikke formåede. Et par lyssky opkald over comlinken; aftale en pris og et dystert mødested en sen nattetime og – bingo! – man stod med et lille reagensglas proppet med knoglemarv.
Lægerne var nemme nok at fuppe. Der skulle bare udformes lidt falske papirer og digtes en løgnehistorie om, at Selma havde fået marven transporteret over via ekspresfly fra et familiemedlem på den anden side af Atlanten. Han smilede ved tanken. Selma havde en ganske god chance for at komme sig nu. Hun skulle have den nye marv implanteret i næste uge. Hun havde grædt af glæde og chokeret mistro, da han fortalte hende om den nye marv, men samtidig havde hendes blik været en anelse anklagende. Som om hun tænkte: Jamen, kære, du ved vel, at det er illegalt …
Det betød ikke så meget. Det illegale undergrundsmarked var en sværmerisk forretningskæde på linje med de største fastfoodimperier! I Helmgaards egen optik havde han bare gjort sin pligt over for en nær veninde.

Kedsomheden trængte sig ofte på hen under aften. I den forbindelse blev den artificielt konstruerede søvn et yndet sted for ham at søge tilflugt i.

Nøgen lod han sig synke ned i det boblende bed-bath og tilsluttede jack-sticket til den installerede Dream Bank ved siden af. Det var som en tilbagevenden til livmoderen med det våde element, der omsluttede hans nøgne krop, og de drømme, der langsomt begyndte at skyde billeder ind i den halvverden af bevidsthed og underbevidsthed, som han befandt sig i. Det var den nærmeste tilstand af lykke, man kunne komme. Drømmene var varme. Han sov.

Another day, another dollar, tænkte Helmgaard og tog imod kaldet, der fik den grønne diode til at sitre utålmodigt på controlboardet, som en halsende hund med tungen ud af flaben, der venter på, at man kaster bolden igen … og igen.
En bitter smag i munden fik ham til at skære tænder.
”Love Request 24/7/365. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”
Han ønskede vitterligt ikke at vide, hvor mange gange netop den sætning havde flydt fra hans taleorgan. Den efterfølgende stilhed var efterhånden en gabende kliché.
”Ja, hej, jeg ringer, fordi … fordi, jeg er abonnent på den der ’Love U4Real’. Og, æh …” begyndte calleren tøvende.
”Ja? Er De tilfreds med det?” spurgte Helmgaard med blød stemme.
”Æhh … Ja, ja, det har sgu fungeret upåklageligt. Upåklageligt.”
Den korte, let flove latter, der fulgte, fik Helmgaard til at krumme tæer og undertrykke et opstød. Mavesyren gjorde oprør. ”Æhh … Der er bare det …” fortsatte mandsstemmen. ”At jeg tror, at hun … den … ja … har fået følelser for mig …”
”Det er ikke muligt,” skar Helmgaard ham af. ”Følelser er ikke en mulighed i denne kontekst. En del af vore kunder kan opleve, at det kan være svært at skelne på grund af produkternes ægthed. Men tro mig, der er ikke én eneste følelse involveret i dette her fra ’Love U4Real’-pakkens side.”
Der blev igen stille på linjen et øjeblik.
”Ja, jeg har da også sagt til mig selv en million gange, at det ikke kan passe. At det ikke er muligt. Men … Jeg er bare så … sikker! Gnisten i hendes øjne; måden hun ser på mig og smiler til mig på; hendes kærtegn; hengivenheden; omsorgen; de lidenskabelige kys; den måde hun giver sig hen på; den mest fantastiske sex, jeg nogensinde har oplevet … Dét siger jeg dig! Jeg føler mig virkelig elsket … mere end nogensinde,” sagde han med hurtig, overilet stemme og stigende puls. ”Hvis dét ikke er ægte, så må du meget undskylde …”
Nu lød han nærmest fornærmet. Helmgaard måtte stramme sig an for ikke at le.
”Det kan utvivlsomt føles meget ægte, og det er selvfølgelig også meningen og formålet med det hele. At tilbyde vore kunder de bedste produkter der er tilgængelige inden for vores felt. Men det er ikke ægte, og det har ikke noget med virke-ligheden at gøre. Måske Deres egne følelser kan være forstyrrende i denne sammenhæng?” forsøgte Helmgaard i et pædagogisk tonefald. Opkaldet blev prompte afbrudt.
Perverst, tænkte han og tog imod den næste caller, der ventede på linjen.

 

VN:R_U [1.9.11_1134]
Rating: 1.0/5 (1 vote cast)
Hotline - Booklet 13, 1.0 out of 5 based on 1 rating
Bookmark the permalink.

One Response to Hotline – Booklet 13

  1. Noeddeskov says:

    Først og fremmest, er det rigtig godt skrevet. Jeg bliver inspireret af, at jeg æder mig hurtigt henover hver linje, selvom der egentlig ikke sker så meget. Det sker ikke tit for mig, så der skal jeg have luret, hvad det er du gør. Der er også nogle gode originale “fremtidssyn” du har lavet, samt nogle gengangere fra andre fremtidsskræmme historier.

    Men det er en rigtig god Novelle

Skriv et svar